| | | | J.E.P. Hartmann 200 år - Koncert d. 12. maj 2005 kl. 19:30
 |
J.E.P. Hartmann 200 år
I den anledning har vi sammensat et program udelukkende med musik og salmer af Hartmann.
Hartmann har skrevet nogle af vores mest kendte og elskede salmemelodier.
Medvirkende:
Mariagerkoret under ledelse af Margrethe Christiansen Rita Jacobsen, sopran Kirkens kor og organist
|
Koncertprogram . . . . .
|
Johan Peter Emilius Hartmann (1805-1900) |
Til Himlene rækker din miskundhed, Gud (fællessalme)
Den store mester kommer
Drag ud, hver kristensjæl på jord
Blomstre som en rosengård
Kommer, sjæle, dyrekøbte (fællessalme)
Din kærlighed, o frelser, os forene
Julebudet til dem, der bygge
Vor Herre han er en konge stor
Fred til bod for bittert savn (fællessalme)
Fantasi i f-mol (orgel)
Op dog, Sion, ser du ej (fællessalme)
Mindes vi en fuldtro ven
Kom regn af det høje
Jert hus skal I bygge
Kærlighed fra Gud (fællessalme)
|
Programnoter . . . . .
En mastodont i dansk musikliv.
Han levede i 95 år. Gade blev hans svigersøn. Han virkede som aktiv komponist i det meste af 1900-tallet.
Han havde livet igennem en stærk tilknytning til kirken og dens musik, og selv virkede han i 76 år som organist, først som vikar for sin far i Garnisons Kirke og fra 1824 som hans efterfølger, indtil han i 1843 efterfulgte Weyse som organist ved Vor Frue Kirke.
Hartmanns status som en institution i dansk musikliv skyldes bl.a., at han efter Weyses død overtog dennes position som officiel kantatekomponist.
Han skrev Hartmann adskillige kantater til begivenheder inden for først og fremmest universitetet og kongehuset.
I 1827 blev Hartmann lærer ved det nyoprettede musikkonservatorium, og i 1828 blev han, efter at have taget juridisk embedseksamen, udnævnt til sekretær i Den Borgerlige Indrulleringskommission. Han var nu økonomisk uafhængig.
Hartmann og H.C. Andersen lærte hinanden at kende i 1830, da Andersen forsøgte at finde en komponist, der ville sætte musik til hans operatekst Ravnen.
Hartmann accepterede, og dermed indledtes et varmt venskab, der varede til H.C. Andersens død i 1875.
Den omvendte verden - syng stående.
Normalt sidder vi kirken og synger, hvad der alt andet lige ikke er særlig befordrende for sangen, mens vi står op og passivt lytter til kirkens tekster.
Ved denne koncert står vi op og synger med på de 5 fællessalmer.
Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.
2. Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.
3. Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.
4. Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.
Sl 36,6-10. B.S. Ingemann 1845.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1852.
Kommer, sjæle, dyrekøbte
og til mer end engle døbte,
søskende til Davids Søn!
Lad os med Guds engleskare
og med ham til Himmels fare,
se den frommes store løn!
2. Trindt det lyder ham i møde:
Vær velkommen fra de døde,
alle djævles skræk og gru!
Over dem går flammebølger,
folket igenløst dig følger,
før fortabt, men fundet nu.
4. Møder ham med gyldne kroner,
ham og mange millioner,
dyrekøbte med hans blod,
stigende fra jammerdale
nu med ham til frydesale!
Takker ham, for han er god!
6. Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.
7. Ære være Frelsermanden,
med et navn som ingen anden,
løseren af dødens bånd!
Lov og tak og evig ære
i Treenigheden være
Fader, Søn og Helligånd!
Kynewulf omkr. 800.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Fred til bod for bittert savn
Gud os gav i Jesu navn,
fred os købte med sit blod,
fred os Jesus efterlod.
Kristendom er i en sum
fredens evangelium.
2. Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1864.
Op dog, Zion! ser du ej
sejrens palmestrø´de vej
til Guds hus i Himmerig!
Den er og beredt for dig.
2. Korset vel for øje står,
langs med svælget vejen går,
men hvor Herren har sin gang,
dér er englevagt og sang.
3. Klippegrund gør foden fast,
frygten flyr for håb i hast,
troen står, hvor tvivlen faldt,
kærlighed forsøder alt.
4. Troens ord med sandheds Ånd
os ledsager hånd i hånd;
Åndens glød og Herrens røst
skænker os en evig trøst.
5. Paradisets vin og brød
styrker os i liv og død,
kæmpeskridt vi gør opad
til den hellige Guds stad.
6. Dér er gammen, fred og ro,
dér vi skal for evig bo,
gå, som under grønne lind,
til vor Herres glæde ind.
N.F.S. Grundtvig 1851 og 1856.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1860.
Kærlighed fra Gud
springer lige ud
som en kilde klar og ren;
i dens stille bund,
i dens dybe grund
gemmes livets ædelsten.
2. Kærlighed fra Gud
som en yndig brud
kommer smykket til os ned;
luk kun op din favn,
kom i Jesu navn,
Himlen bringer du jo med.
3. Kærlighed fra Gud
er det store bud,
er det eneste, jeg ved;
bliv i kærlighed,
og du har Guds fred,
thi Gud selv er kærlighed!
Jens Schørring 1854.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1876.
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
3. Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
5. Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
6. Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Mal 3,3.
B.S. Ingemann 1841.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1873.
Drag ud, hver kristensjæl på jord,
for Herrens sag at krige,
grib Åndens sværd, det er Guds ord,
for det må fjenden vige;
du går til kamp på liv og død
mod ham, der med Gud Herren brød
og nådepagten spotter.
4. Og du skal visselig bestå,
trods alskens løgn og snarer,
thi den ret aldrig kan forgå,
som Herrens ord bevarer;
med dåbens pagt i sind og mund
står fast du på Guds kirkes grund,
den ingen magt kan rokke.
5. Har så til sidst du kæmpet ud,
når det ad aften hælder,
og sendt det sidste suk til Gud
did, hvor livskilden vælder,
da i vor Herres Jesu navn
Guds engle bære vil i favn
dig ind til Herrens glæde.
Mikkel Jensen (1861).
Melodi: J. P. E. Hartmann 1860
Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.
2. Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!
3. Herren kommer, Gud med os!
Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
6. Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
7. Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder."
Es 35,1-6.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1861.
Din kærlighed, o frelser, os forene,
at vi må ét med dig og i dig mene!
ak, helliggør vort legem, ånd og sjæl,
at vi kan her ustraffelige vandre,
indtil du al vor sorrig vil forandre
til evigt vel!
2. Lær du os selv i denne verdens fængsel
at stå på vagt i bøn og himmel-længsel,
så ingen fra os røve skal vor krans,
indtil vi kan, o frelser, dig til ære,
livskronen, som du os vil give, bære
i evig glans!
3. Men til vi skal dig i din Himmel møde,
o, lad din kærlighed os gennemgløde,
så ét og alt i os du blive kan,
så du vort hjerte fast til dit kan binde
og fuldt i os din skikkelse må vinde,
o frelsermand!
4. Gør, Jesus, som al magt og styrke ejer,
os sejerrig og stærke i din sejer,
at vi må synge dig halleluja!
Du kan os grunde, styrke og fuldende
og al vor strid til evig glæde vende,
o, gør det da!
G. Lybecker ? 1717.
A Hojer 1733.
Bearbejdet 1850.
J. P. E. Hartmann 1852.
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
2. Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.
3. Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.
4. Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
J. Chr. Hostrup 1881 og 1884.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1890.
Vor Herre han er en konge stor
og troner i Himmerige,
dog mellem de kristne små på jord
usynlig han er tillige.
Men vor Fader i det høje, han lever!
2. Og kvaltes i barnemund Guds ord,
da toges Guds Søn af dage;
men de, som går i Herodes´ spor,
dem møder da og hans plage.
Men vor Fader i det høje, han lever!
3. Guds engle endnu så vel som før
gør alt, hvad han vil beslutte,
og låse man kan slet ingen dør,
at de jo derind kan smutte.
Men vor Fader i det høje, han lever!
4. Guds engle de stiger op og ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans venner de bringer god besked
og skyder dem råd i sinde.
Men vor Fader i det høje, han lever!
5. Nu lystig og glad i Jesu navn!
Vor konge han er med ære,
og tjene må alt de små til gavn,
hvis broder han ville være.
Thi vor Fader i det høje, han lever!
N.F.S. Grundtvig 1845 og 1857.
J.P.E. Hartmann 1861.
Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund,
så rokkes ej muren i stormvejrets stund,
og arnen skal stå i læ af korsets tegn,
så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn!
Hvor korset står vagt,
taber mørket sin magt.
2. Hver idræt skal signes med bønnens stærke dåb,
som lutrer hver længsel, bevinger hvert håb;
om soldagen gryr, om aftnen bryder frem,
send bønnens hvide due som bud fra jert hjem!
Hvor bønnen får magt,
står Guds engle som vagt.
3. Til ham, som var buden ved Kanas brudefærd,
mens tiderne skifter, I holde jer nær!
Velsignet hver plet, som Jesus kalder sin!
Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin,
og freden står vagt
over hjerternes pagt.
4. Gud skærme jer vandring, til livets sol går ned!
Det lyser på vejen, at Gud er kærlighed.
Han lede jer fod til kongeborgen hen,
hvor ingen, som mødes, skal skilles igen,
hvor alt er fuldbragt
ved Guds kærligheds magt!
Jacob Paulli 1878.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1870.
Kom, regn af det høje! lad jorden oplives som lilliedal,
at hvad os vor Jesus har lovet, må gives i tusinde-tal!
Han ville det arme, fortørrede mod
forfriske og læske med himmelske væske
af Paradis-flod.
2. Kom, Himlenes kilde! lad strømmene flyde på dette dit land,
at blomster og frugter din have må pryde og sættes i stand!
Se dog, hvor mit hjerte forpint og forladt
sig ønsker så såre med sukke og tåre
at favne sin skat!
3. Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke, mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke med himmelske smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde i kærligheds brynde
al nåde at få.
4. Kom, hellige olie! sjælenes kræfter at salve i mig,
at hvad jeg skal tænke og gøre herefter, må virkes ved dig,
at Åndens livsalige frugter må stå
i dejligste grøde og dagligen døde
den onde attrå.
5. Kom, due! at kærligheds varme kan findes i inderste ånd!
Lad alt, hvad dig kender, nu mere forbindes i kærligheds bånd,
fra dig ej at vride os ud eller ind,
men redelig vandre og aldrig forandre
det himmelske sind.
6. Vor børnerets vidne! hjælp Abba at sige med hjerte og mund,
og tryk mig den vished at arve dit rige i inderste grund!
Ja, vis mig, så tit du, o saligheds pant,
om Himlen erindrer, hvor kronen den tindrer,
som Jesus os vandt!
Johann Caspar Stegman 1714. Hans Adolph Brorson 1734.
J.P.E. Hartmann 1873.
Mindes vi en fuldtro ven
i det fjerne alle dage,
ønskende, han snart igen
vende må med fryd tilbage;
Frelser, i din menighed
skal dit minde vare ved.
2. For vor synd du sank til jord,
gik for vores skyld i døden,
til vort gavn du højt opfór,
kommer os til hjælp i nøden,
bad os selv udtrykkelig:
Venner mine! mindes mig!
3. Når da om dit nadverbord
trindt og tæt vi tage sæde,
med den tro, at i dit ord
du er sandelig til stede,
mindet gløder i vort bryst,
har på tungen englerøst.
4. Jesus Kristus, fuldtro ven!
Skab da i os hjerter fromme,
som, indtil vi ses igen,
så dig altid ihukomme,
søge livet i dit navn,
finde glæden i din favn!
Gerard T. Noel 1810. N.F.S. Grundtvig 1837.
Melodi: J.P.E.Hartmann 1860.
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
3. Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
5. Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
6. Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Mal 3,3.
B.S. Ingemann 1841.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1873.
Drag ud, hver kristensjæl på jord,
for Herrens sag at krige,
grib Åndens sværd, det er Guds ord,
for det må fjenden vige;
du går til kamp på liv og død
mod ham, der med Gud Herren brød
og nådepagten spotter.
4. Og du skal visselig bestå,
trods alskens løgn og snarer,
thi den ret aldrig kan forgå,
som Herrens ord bevarer;
med dåbens pagt i sind og mund
står fast du på Guds kirkes grund,
den ingen magt kan rokke.
5. Har så til sidst du kæmpet ud,
når det ad aften hælder,
og sendt det sidste suk til Gud
did, hvor livskilden vælder,
da i vor Herres Jesu navn
Guds engle bære vil i favn
dig ind til Herrens glæde.
Mikkel Jensen (1861).
Melodi: J. P. E. Hartmann 1860
Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.
2. Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!
3. Herren kommer, Gud med os!
Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
6. Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
7. Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder."
Es 35,1-6.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1861.
Din kærlighed, o frelser, os forene,
at vi må ét med dig og i dig mene!
ak, helliggør vort legem, ånd og sjæl,
at vi kan her ustraffelige vandre,
indtil du al vor sorrig vil forandre
til evigt vel!
2. Lær du os selv i denne verdens fængsel
at stå på vagt i bøn og himmel-længsel,
så ingen fra os røve skal vor krans,
indtil vi kan, o frelser, dig til ære,
livskronen, som du os vil give, bære
i evig glans!
3. Men til vi skal dig i din Himmel møde,
o, lad din kærlighed os gennemgløde,
så ét og alt i os du blive kan,
så du vort hjerte fast til dit kan binde
og fuldt i os din skikkelse må vinde,
o frelsermand!
4. Gør, Jesus, som al magt og styrke ejer,
os sejerrig og stærke i din sejer,
at vi må synge dig halleluja!
Du kan os grunde, styrke og fuldende
og al vor strid til evig glæde vende,
o, gør det da!
G. Lybecker ? 1717.
A Hojer 1733.
Bearbejdet 1850.
J. P. E. Hartmann 1852.
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
2. Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.
3. Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.
4. Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
J. Chr. Hostrup 1881 og 1884.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1890.
Vor Herre han er en konge stor
og troner i Himmerige,
dog mellem de kristne små på jord
usynlig han er tillige.
Men vor Fader i det høje, han lever!
2. Og kvaltes i barnemund Guds ord,
da toges Guds Søn af dage;
men de, som går i Herodes´ spor,
dem møder da og hans plage.
Men vor Fader i det høje, han lever!
3. Guds engle endnu så vel som før
gør alt, hvad han vil beslutte,
og låse man kan slet ingen dør,
at de jo derind kan smutte.
Men vor Fader i det høje, han lever!
4. Guds engle de stiger op og ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans venner de bringer god besked
og skyder dem råd i sinde.
Men vor Fader i det høje, han lever!
5. Nu lystig og glad i Jesu navn!
Vor konge han er med ære,
og tjene må alt de små til gavn,
hvis broder han ville være.
Thi vor Fader i det høje, han lever!
N.F.S. Grundtvig 1845 og 1857.
J.P.E. Hartmann 1861.
Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund,
så rokkes ej muren i stormvejrets stund,
og arnen skal stå i læ af korsets tegn,
så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn!
Hvor korset står vagt,
taber mørket sin magt.
2. Hver idræt skal signes med bønnens stærke dåb,
som lutrer hver længsel, bevinger hvert håb;
om soldagen gryr, om aftnen bryder frem,
send bønnens hvide due som bud fra jert hjem!
Hvor bønnen får magt,
står Guds engle som vagt.
3. Til ham, som var buden ved Kanas brudefærd,
mens tiderne skifter, I holde jer nær!
Velsignet hver plet, som Jesus kalder sin!
Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin,
og freden står vagt
over hjerternes pagt.
4. Gud skærme jer vandring, til livets sol går ned!
Det lyser på vejen, at Gud er kærlighed.
Han lede jer fod til kongeborgen hen,
hvor ingen, som mødes, skal skilles igen,
hvor alt er fuldbragt
ved Guds kærligheds magt!
Jacob Paulli 1878.
Melodi: J.P.E. Hartmann 1870.
Kom, regn af det høje! lad jorden oplives som lilliedal,
at hvad os vor Jesus har lovet, må gives i tusinde-tal!
Han ville det arme, fortørrede mod
forfriske og læske med himmelske væske
af Paradis-flod.
2. Kom, Himlenes kilde! lad strømmene flyde på dette dit land,
at blomster og frugter din have må pryde og sættes i stand!
Se dog, hvor mit hjerte forpint og forladt
sig ønsker så såre med sukke og tåre
at favne sin skat!
3. Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke, mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke med himmelske smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde i kærligheds brynde
al nåde at få.
4. Kom, hellige olie! sjælenes kræfter at salve i mig,
at hvad jeg skal tænke og gøre herefter, må virkes ved dig,
at Åndens livsalige frugter må stå
i dejligste grøde og dagligen døde
den onde attrå.
5. Kom, due! at kærligheds varme kan findes i inderste ånd!
Lad alt, hvad dig kender, nu mere forbindes i kærligheds bånd,
fra dig ej at vride os ud eller ind,
men redelig vandre og aldrig forandre
det himmelske sind.
6. Vor børnerets vidne! hjælp Abba at sige med hjerte og mund,
og tryk mig den vished at arve dit rige i inderste grund!
Ja, vis mig, så tit du, o saligheds pant,
om Himlen erindrer, hvor kronen den tindrer,
som Jesus os vandt!
Johann Caspar Stegman 1714. Hans Adolph Brorson 1734.
J.P.E. Hartmann 1873.
Mindes vi en fuldtro ven
i det fjerne alle dage,
ønskende, han snart igen
vende må med fryd tilbage;
Frelser, i din menighed
skal dit minde vare ved.
2. For vor synd du sank til jord,
gik for vores skyld i døden,
til vort gavn du højt opfór,
kommer os til hjælp i nøden,
bad os selv udtrykkelig:
Venner mine! mindes mig!
3. Når da om dit nadverbord
trindt og tæt vi tage sæde,
med den tro, at i dit ord
du er sandelig til stede,
mindet gløder i vort bryst,
har på tungen englerøst.
4. Jesus Kristus, fuldtro ven!
Skab da i os hjerter fromme,
som, indtil vi ses igen,
så dig altid ihukomme,
søge livet i dit navn,
finde glæden i din favn!
Gerard T. Noel 1810. N.F.S. Grundtvig 1837.
Melodi: J.P.E.Hartmann 1860.
Pressemeddelelse . . . . .
Ikke kun H.C. Andersen.
Det er ikke kun H.C. Andersen, der i år fylder 200 år. Også komponisten, organisten m.m. J.P.E. Hartmann fylder 200 år.
Han og H.C. Andersen havde i øvrigt et fortrinligt samarbejde. Hartmann satte nogle af H.C. Andersen første tekster i musik.
Hartmann er måske i dag mest kendt for sine sange og salmemelodier. ”I sne står urt og busk i skju”l og ”Blomstre som en rosengård” er et par af dem.
Han er født d. 14. maj 2005 og et par dage før hans 200 års fødselsdag d. 12. maj afholdes en koncert i Mariager Kirke, hvor samtlige Hartmanns salmemelodier fremføres.
Mariagerkort, Kirkens Kor, Rita Jacobsen fremfører hver 3 salmemelodier, men hele kirken får også lejlighed til at synge med.
Hvadenten salmerne hører til jul påske eller pinse. Vi fremfører dem alle sammen.
Kom – lyt og syng med. Koncerten er kl. 19:30 og varer ca. 1. time.
|
